Carsten Strøm ApS
Print

Implantater

Hvis du har mistet én eller flere tænder, er et tandimplantat hyppigt den bedste løsning. Implantatet er en kunstig rod fremstillet af det biokompatible materiale titanium. Når implantatet er anbragt i kæbeknoglen, opfatter kroppen det som en del af den selv, og efter et stykke tid vokser knoglen fast til implantatet. Implantatet er nu klar til at få påmonteret en krone, som fuldstændigt ligner og fungerer som en naturlig tand. Hvis der er isat flere implantater, kan der påsættes en bro.

Ved fuldstændig tandmangel kan 2 implantater i undermunden og 4 i overmunden fastholde en protese, så man slipper for løse proteser, der rasler rundt i munden.

Inden behandlingen iværksættes, foretager vi en grundig undersøgelse suppleret med de røntgenoptagelser, som kan være nødvendige, og vi vil sammen drøfte de muligheder, som er aktuelle i netop din situation.

Selve indgrebet kræver kun en almindelig bedøvelse, som du kender fra en normal tandbehandling, og efter isættelsen af implantatet vil der normalt ikke være noget nævneværdigt ubehag.

Vi har valgt udelukkende at arbejde med Astras implantater, som er nogen af de mest veldokumenterede i verden. Det er din sikkerhed for et vellykket resultat.